Eftersom jeg selv har fundet andres fødselsberetninger interessante tænker jeg at jeg vil dele mit fødsels forløb.

Søndag d. 25.09.16 er jeg gået en uge over tid og ved jordmoder tjekket torsdagen inden, bliver jeg tilbudt hindeløsning, fordi det tilbydes man når man er gået over tid, men jeg takker pænt nej, da jeg gerne vil have det hele skal forløbe som kroppen helst vil, så længe det er forsvarligt. Det bliver jordemoderen glad for, for som hun sagde, så kan man gå i lang tid med uro og stærke plukveer, som ikke ender ud i en egentlig fødsel, men at tendensen er at mange bliver så utålmodige og VIL sættes igang.

Fordi jeg er over 40 år, skal jeg tjekkes lidt før man normalt vil tjekke gravide der er gået over tid. Dette for at undersøge om moderkage virker optimalt og om der er fostervand nok i livmoderen. Det bliver man normalt først tilbudt, når man er gået 10 dage over tid og her får jeg det altså tilbudt 7 dage over tid fordi jeg har passeret de 40 år. Tjekket foretages ved hjælp af elektroder der sættes på maven. Her måler de hjertelyd, puls, samt sammentrækninger af livmoderen. Ud over det, bliver man også scannet for at se om der er fostervand nok til at babyen har det godt.

Alt vurderes forsvarligt og fint.

Igen bliver jeg tilbudt i hindeløsning eller igangsættelse, men eftersom alt så fint ud, valgte jeg igen at lade naturen gå sin gang og vi tog atter hjem fra sygehuset.

Samme aften går jeg i seng og sover som sædvanlige mega dårligt, så intet nyt her! Min datter vågner som sædvanligt omkring kl. 01 og vil ind og sove i min seng og det får hun lov til. Hun hundser rundt med mig, jeg skal finde hendes sut, hendes sutteklud, hendes hovedpude m.m.

Da jeg hopper op i sengen for 4 eller 5 gang i den tro at nu skal vi sove, føler jeg et lille smæld og troede at jeg havde forstrukket et eller andet eller noget var gået af led, men det viste sig kort efter at det var vandet der gik og jeg tænker det nok er bedst jeg lige går på toilettet, men her vil min datter også med og jeg bliver nødt til at få vækket Rune, så han kan aflede hendes opmærksomhed og samtidigt så siger jeg til ham at han godt må ringe til svigerforældrene, fordi jeg kunne mærke at jeg straks fik veer og de lynhurtigt tog til i styrke.

Datter mærker tydeligt at noget er i gang og bliver ked af det og forvirret og vil kun have sin mor, men jeg ville i bad og Rune fik afledt hende. Samtidigt når jeg at tænke at det her var sidste gang vi bare var hende og jeg og hvis ikke det var fordi veerne hurtigt blev stærke ville jeg have sagt et “sidste farvel” til vores tid alene, men det kunne jeg simpelthen ikke fordi jeg var bange for at skræmme hende yderligere.

Jeg får ringet på fødegangen som ikke lyder til at jeg behøver at skynde mig, men jeg er nu pænt taknemmelig for at svigerforældrene kort tid efter dukker op og vi kører straks efter.

Rune sætter nok hastighedsrekord på vejen op til sygehuset, selv om jeg forsøger at sige at han ikke skal skynde sig, så er jeg set i bakspejlet, nu glad nok for det.

Vi ankommer og jeg forsøger at sige til Rune at han bare skal parkere med det samme og komme op til mig bagefter, da jeg stiger ud af bilen føler jeg allerede det presser mere end da jeg var i fødsel sidst med min datter.  Han vælger derfor at følge mig op på fødegangen, hvor jeg bliver modtaget af en jordemoder og bliver vist ind på en undersøgelsesstue. Så ringer jordemoderens telefon og hun forlader mig og jeg føler mig maks presset, hun vender tilbage og telefonen ringer igen og tror nok jeg siger til hende at jeg ikke er tryg ved at hun går fra stuen igen. Rune dukker også op på det her tidspunkt og jeg bliver bakset op på briksen, så jeg kan blive tjekket og jeg hører først jordemoderen sige at jeg er 1 cm. åben og tænker det her bliver verdens længste nat og at de bare kan kaste alt det smertestillende de har i hovedet på mig, men jordemoderen spørger mig om jeg hørte hvad hun sagde? Nej det gjorde jeg ikke, hun gentager: “AT DU ER 9 CM ÅBEN!!! og vi skal have dig ind på fødestuen med det samme, fedt tænker jeg så er det snart ovre!!!

Inde på stuen, når jordemoderen lige at tænde for alt apparatur og jeg mærker tydelige at veerne nu er presseveer. Jeg får lov til at presse, der bliver tilkaldt endnu en jordemoder og jeg hører også at de vil tilkalde en bagvagt, men jeg er jo optaget af mit og hæfter mig ikke yderliger ved det, men registrerer kort at der gik lidt stress i den, da de ikke lige kunne finde pulsen på baby og jeg må umiddelbart ikke presse længere og smerterne som ellers kunne presses væk, vender stærk tilbage, jeg får lov til at presse igen og 2 eller 3 pres senere, så kom lillebror ud!

Efterfølgende fortæller jordemoderen mig at hun havde stået klar med saksen! Hun ville have klippet mig op, fordi de fandt ud af at lillebror var stjernekigger, men jeg klarede det ved hjælp at et lille “ryk” jordemoderen lavede i de nedre regioner (fortalt af Rune) – her ville være et ikon der holdt sig for øjnene…! Den hurtige fødsel og det at lillebror stod fast i et stykke tid, lavede lidt ravage i området og det skulle syes og det gjorde pænt ondt på trods af lokalbedøvelse, men overstås det skulle det jo…!

Men jeg fik en sund og rask baby dreng på 54 cm og 3450 g.

Eftersom min amning sidste gang havde en problematisk start, fik jeg lov til at blive et par dage på familie afsnittet. Det skal lige siges at de ville have sendt mig hjem med det samme og det var jeg også indstillet på, men da jordemoderen godt kunne se at det ville blive problematisk med amningen, efter flere mislykkede forsøg, vurderede hun at jeg nok ville have gavn af lidt ro og hjælp. De ekstra dage var SÅ godt givet ud og vi har fået den bedste opstart, godt nok ved hjælp af ammebrikker, som ca. 3  uger senere, langsomt blev udfaset. Dem er jeg fuldstændig fri af nu og heldigvis, for de er møjbesværlige at bakse rundt med om natten og når man ikke er hjemme!

De første 2 uger lavede jeg næsten ikke andet, end at sidde på min nu flade bagdel, fordi jeg var så øm efter syningen at jeg ikke kunne bevæge mig ret meget og gjorde jeg det, kunne jeg ikke holde ud at stå op i længere tid af gangen, men det blev bedre uge efter uge og jeg startede let genoptræning, herunder genopdagelse af bevægelsesmønstre og bittesmå gå ture, som jeg langsom udvidede til at blive længere og længere. Træningen kører bedre og bedre og jeg har udvidet sværhedsgraden af træningen og det er som om kroppen langsomt lidt efter lidt siger AHA, det er jo noget jeg kan huske alligevel og det bliver lettere hver gang. Træningen er dog styret efter mangel på søvn og generelt energiniveau eftersom jeg jo har 2 børn nu, er der også et logistik perspektiv med i det.

Det var alt for nu og mit første blog indlæg i laaaaang tid! 🙂

2016-11-14 09.52.19